* 5

Ensomhedens uendelige, sorte hul.


Mine hænder slynges ud i luften, og en stille men kølig vind rammer mit sårbare sind. Det føles som om man sidder i midten af et uendeligt, sort hul. Jeg står midt i ingenting. Mine øjne stirrer, og stirre lige ud i dybet. Men mit hoved sænker sig, længere og længere ned langs min aflange krop. Min krop er stiv som en pind, men intet viser tegn på at jeg gør modstand. Min ryk bruger kræfter på bare at stå, men jeg kan ikke røre mig ud af stedet. En masse stemmer høres pludselig. Jeg skriger inde i mig selv, men intet tegn vises på mit ydre. Mit hoved retter sig ikke op, viser intet tegn på liv. Tåre triller ned af mine kinder, men taber tråden og falder ned på ”ingen ting”. Jeg græder, føler smerte, og viser kun tegn på at jeg er magtesløs. Jeg er fanget i en krop. Stemmerne visker, råber og taler i lange sætninger, men intet gir mening. De snakker og snakker, men det høres kun som hvisken. Men da stemmerne pludselig råber højt og tydeligt, føler jeg pludselig at jeg har gjort noget forfærdeligt. Men følelsen skifter da en blid stemme høres, det føles nu som om jeg har kærligheden ved min side. Men stemmen bliver højere og højere, og skælder og smælder til sidst. Den stopper op, og skammen skære i mit hjerte. Det mystiske er at jeg intet har gjort, intet. Der bliver nu stille igen. Jeg græder, og græder. Smerten river og flår i mig, men berøre overhovedet ikke min krop. Jeg skriger, smerten borer sig ind i mit hjerte, og jeg skriger og skriger. Men det stopper. Jeg bliver kold, og jeg føler ikke andet end den kolde luft der skyller ind over mig. Jeg leder og leder efter svaret i mit hoved. Det skal stoppe nu, jeg vil ikke pines mere. Jeg fryser, har ondt i brystet og mit hoved gynger, svinger og laver drejninger. Det er i hvert fald sådan det føles, men jeg står stadig stille med hovedet ned langs min krop. Min nakke gør ondt, og min rygsøjle strækkes længer og længere ud. Smerte, smerte og smerte. Jeg fryser mere end nogen sinde, og først da stopper kulden.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Uden nogen magt er min stemme endelig fri. Få ord kommer ud af min mund, og smerten strammes. Jeg bliver ved med at kæmpe i mit indre, men ingen forskel gør det.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Mine øjne svier, og klør. Smerten bevæger sig langsomt rundt i kroppen. Mine ben mister kræfter, men alligevel står jeg stiv som et bræt. Det føles som om nogen holder mig strakt, og vil ikke give slip. Stemmerne tvinger tåre ud af mig. De bliver højere og højere, giver genlyd i mit øre. Smerte. Pludselig falder jeg i jorden, og mit hoved er mast mod gulvet. Smerten i ryggen strammes op, men slipper. Min krop slapper af, men jeg har ingen kræfter tilbage i kroppen. Jeg kan ikke rejse mig op. Jeg mærker stille at stemmerne forsvinder, og jeg ser pludselig mig selv. Et spejl.
”Ikke gå, ikke gå.”
Tårerne rives ud af mine øjne, og jeg føler mig ensom. Mere ensom end altid. Spejlet viser ensomheden. Spejlet viser ”mig”. Jeg græder, føler smerte, er alene, finder aldrig vej. Alene. Jeg forsvinder stille ind i mig selv, dybere og dybere. Min krop reager endelig, og jeg rejser mig op. Jeg ser op.
”Jeg har ledt over alt i min verden, men jeg kan ikke finde dig. Jeg kan mærke du står lige der, men jeg kan ikke røre dig. Jeg prøver at snakke, men ordene er der bare ikke. Jeg har en fornemmelse der siger: ”fare”. Du stirrer på mig som om jeg er den mærkelige. Lamslået, og du ser bare ud som om du er lige glad. Dæmonen i mine drømme.”
Jeg er forsvundet dybt ind i mig selv, gemmer mig væk for alt. Du holder øje med mig, du er ved min side. Jeg ligger mig ned på ryggen og ser op i uendeligheden. Krampe i kroppen, smerter og kulde. Hun kigger op, lukker øjnene og tager sin sidste indånding. Stille forsvandt hun ind i hendes drøm, hvor hun blev for evigt. Livet i virkeligheden lagde hun bag sig, og ensomheden blev nuet.

En færdig historie jeg skrev for et år siden :)