* 1.

Jeg er igang med en historie: Præsentation:

Hej, jeg hedder Anet Irvald og er 15 år gammel. Mine forældre Hr. og Fru. Irvald arbejder sammen i et verdensfirma, kaldt KLFFMB (kompliceret liv for forældre med børn). Døgnet rundt er jeg sammen med mine veninder, fester, shopper og i meget sjældent tilfælde kan man gribe mig i aktion med at snakke med mine forældre, uden råben og skrigen indgår i samtalen. Min bedste veninde hedder Louise Raffenfelt og er også 15 år. Hendes forældre arbejder også for KLFFMB, men det er okay. Sammen har Louise og jeg lavet nogle punkter for, hvorfor det er godt at have rige forældre som arbejder inde for KLFFMB:
1.) Når far og mor ikke kommer til min fødselsdag: Penge.
2.) Når far og mor arbejder over: Har jeg huset.
3.) Når far og mor tager til New York for en uge, og jeg lover at hyrer en barnepige, men lader være: Fest.
4.) Når far og mor ikke er hjemme i juleferien: Besøg hos min rige kusine, Nanna.
5.) Når far og mor ikke holder hvad de lover: Penge.
6.) Når mor er gravid: Penge.
Den sidste er ganske vidst ny. Mor er henne i 8 måned, og har haft en del problemer med at gemme maven. Så Jubiii for mig, Mor er på barselsorlov, hvilket vil sige:
- Flere skænderier, flere uger i husarrest og mindre fest.
Louise er en drukmås og en snob, og jeg er vedhænget som hænger og flagre ved hendes side. Hun siger altid: ”Åh Anet, vi er bare så gode veninder. Bedste veninder,” og så kommer elevator blikket og hendes lille musestemme, ”… altså når vi to er færdige med din make-over.”
Festerne bliver for det meste holdt hos Louise, og når jeg holder fest arrangere Louise det hele… og får så selvfølgelig også æren for det dagen efter.
”Det var bare en kanon fest i fredags, Louise, hvornår er det…”
Men sådan er hun.
Jeff er min storebror, som dater stort set alle de duller han kan komme i nærheden af bl.a. Louise. De havde noget kørende engang. Typisk Jeff, han kunne selvfølgelig ikke nøjes med én lady, så han var utro. Dagen efter dumpede hun ham foran hele skolen.
I skolen kører vi noget race med 10’erne. Konkurrencen er kun for dem os, 9’erne, og 10’erne. 8’erne tør ikke stille op, og resten af skolens klasser er ikke blevet godkendt af lærerne til at stille op. Det handler alt sammen om: Mode, stil og hvem der er den lækreste.
Louise stiller op, ingen tvivl omkring det. Men jeg holder mig til at give min stemme, og ikke at blive stemt på.
Jeg bor på Sjælland i Hillerød, og lever livet sødt og behageligt.

1.

”… Klokken er nu 06:30, og du lytter til P1. I dag skal vi hører…”
Det første indtryk af dagen: Dårlig, lang, bliv inden døre.
Jeg åbner langsomt mine øjne. De bærer tunge vægte. Min krop er varm og svedig og sørger for, at jeg ikke har lyst til at blive i sengen meget længere. Jeg slukker for mit vækkeur, der allerede er begyndt med de sædvanlige, kedelige sange. Inden jeg når at vende mig i sengen bliver døren af rent raseri revet op. Jeg kigger op fra min dyne.
”Så sluk dog for helvede det vækkeur! Jeg vil for bare én gangs skyld gerne vågne af mit EGET vækkeur og ikke af DIT!” Døren bliver smækket i, og Jeffs tunge skridt ryster hele huset.
Jeg tager ikke Jeffs ord alvorligt. Han skal ikke belære mig.
”Mor?” Ingen svarer.
”Far?” Ingen svarer. De er sikkert allerede taget af sted på arbejde. Ingen undren. De kom også først hjem sent i går aftes. Hvor meget er der lige at fortage sig på arbejdet?

Morgenmaden står parat på bordet. Lunt franskbrød, frisk presset juice og fars avis ligger og flyder på bordet.
”Aha, så han har været her?” Jeg sætter mig ved bordenden og begynder at smøre mig noget mad. På samme tid træder Jeff ind i køkkenet og sætter sig også tilrette ved bordet.
”Rækker du mig ikke lige smørret?” Han spørg pænt, men mener det vredt. Jeg smiler lidt for mig selv. Han kunne ikke falde i søvn igen efter at have været oppe af sengen får at ødelægge min morgen. Så dér fik vi den! Jeg rækker smørret til ham, og tager fars avis til mig.
”Nåh, hvad har verden nu af truende situationer?” Jeg bladrer lidt i avisen og skimmer overskrifterne.
”Forældre bliver ved med at kæmpe?” Jeg læser videre. En sag om et lille barns forsvinden har kørt i de sidste to måneder, og jeg har stadig ikke taget mig sammen til at læse om sagens indhold.
”Hva’? Skal du have besøg af Louise i dag?” Jeg kigger på Jeff over aviskanten. Han vil ikke se mig i øjnene.
”Måske.” Jeg driller ham lidt. Han er vist stadig vild med Louise, og hvis jeg kender ham ret vil han blive ved med at spørge til at jeg siger ja.
”Ingen shopping eller?” Aha!
”… Jeff og Louise sidder i et træ…”
”Hold nu kæft!” Jeff rejser sig og går, men jeg ved at han kommer igen.
”… JEFF OG LOUISE SIDDER I ET TRÆ…” Jeg råber så højt jeg kan, og bliver ved med at synge indtil at jeg hører hans dør smække. Nu kan jeg sidde og grine over en latterlig sang og en latterlig bror. My pleasure.

2.

Jeg lukker matematik bogen sammen, skubber den til side og trækker danskhæftet til mig. Uret går langsommere og langsommere. Jeg har siddet i et par timer med mine lektier foran mig, men det ser ikke ud til at lektiebunken bliver mindre, i hvert fald ikke i mine øjne.
Mor ringede for lidt siden og fortalte at hende og far skulle arbejde over, igen. Lige siden har jeg haft lyst til at shoppe, men mit kort er blevet inddraget. Far siger, at jeg først får det på mandag. Bare fordi jeg havde købt en masse tøj og var gået en smule over pengegrænsen. Det er bare for meget. Louise må købe alt hvad hun har lyst til, og har stadig sine forældres tilladelse til at gå til drukfester.
”Ja, jeg er på vej. Nej, nej det bliver ikke et problem…” Jeff træder ud i køkkenet med sin telefon oppe til øret. Han har altid så travlt med at lave aftaler. Det var også grunden til, at han altid bar sin kalender på sig.
”Hvor skal du hen?” Jeg kigger spørgende op på ham, næsten anklagende.
”Det rager ikke dig.” Han svare da i det mindste. Jeff forlader rummet i en fart med sin jakke under armen, og ikke lang tid efter hører jeg døren smække.
”Så er det vist bare mig?” Jeg kigger ned i mit danskhæfte og fortsætter hvor jeg slap.

Mine øjne åbner sig langsomt, og pludselig kan jeg mærke smerten. Jeg vrider mig langsomt og løfter min overkrop, så godt jeg kan. Min ryg er sønderknust og mine arme er følelsesløse. Hovedpinen er vendt tilbage efter et par dages rejse, muligvis hjemve. Min krop er kold og jeg fryser.
”Riiiing! Riiiing!” Telefonen ringer højt og irriterende. Jeg orker ikke at rejse mig, så jeg lader telefonsvareren tage den.
”Hej det er Vibeke og Lars, med Anet og Jeff på slæb. Vi er ikke hjemme lige nu, men du kan indtale en besked efter klartone eller ringe igen senere.” Det er første gang jeg har hørt mor og fars telefonsvarer, og første gang at Louise har indtalt en besked.
”Hej Anet, det er Louise. Julie og jeg er på vej til centeret, så hvis du gider at lette røven fra sofaen og komme ned til os, så giver vi middag. Hej.” Jeg kaster mig ud efter telefonen.
”Louise? Hallo?” Der er blevet lagt på. Jeg lægger telefonen på bordet, retter på mit tøj og tager et kig i spejlet på vej ud af døren. Looking good.

Det er så langt jeg er nået indtil videre.