* 4

Dette er en historie jeg arbejder på, Madeleine Rouge. Teksten er ikke sammenhængen, og det er fordi den ikke er færdig. (Et udsnidt af historien.)

MADELEINE ROUGE

Faders krus fra vores ferie på Bornholm, var blevet brugt så mange gange i løbet af årene, at tegningen af Bornholm var slidt væk.
”28, maj 1997”, i få sekunder var det pludselig som om jeg var der igen, da jeg var 16 år. 8 år siden, tiden går stærkt. Langsomt tog jeg glasset op fra hylden, og pustede så støvet fjernede sig og dannede en støvsky i stedet. Jeg vendte og drejede glasset så mange gange at det nærmest gjorder mig selv rundtosset. Sjovt nok stoppede jeg på den side hvor Fader havde skrevet ”Kaffekoppen”, og det var det jo. Hver eftermiddag hvor jeg udmattende kom hjem med min skoletaske på ryggen og havde tons vis af lektier for, trådte jeg ind i stuen hvor atmosfæren talte for sig selv. Lugten af kaffe, tv’et sat på dr1, Fader siddende i sin blå lænestol med læsebriller og sin yndlingsbog ”Never the end, always just a new beginning” og sidst men ikke mindst vores gamle, støvede ur. Kendt som ”Uret” i vores familie. Fader arvede Uret fra farfar, som havde arvet det fra hans far og hvem ved om han mon ikke også havde fået det fra sin far. Det var i hvert fald et arvestykke, men som fulgte mændene i familien. Desværre havde Fader kun mig, og derfor havde han bestemt sig for at tage Uret med sig i døden. Godt nok har jeg altid gjort hvad han bad mig om, men nu hænger Uret i min stue, og jeg vil sende den videre. I dette tilfælde til Amélia. Nu var det kvindernes tur.

Da Fader og jeg flyttede til Roskilde, forandrede han sig. Han stod fast ved meninger, rettede på alle mine fejl og lærte mig alle de ting, som han ellers aldrig havde tid til. De år vi boede i Roskilde lærte jeg, at klarer mig selv, at stå foran ting der var større end mig og sidst men ikke mindst lærte jeg Fader at kende.

Jeg kan tydeligt huske den først jul i Roskilde, på tredje sal. Vi havde ikke noget juletræ, men vi hængte juleklip, som jeg havde lavet, op over alt på væggene. Han roste mig altid når jeg lavede noget kreativt, og når mine små fiduser mislykkedes, sagde han ikke andet end ”giv aldrig op!”. På den måde styrkede han min selvtillid, så når jeg fejlede havde modet til at prøve igen. Aldrig giv op!
Hver nytårsaften sad jeg i min seng med min salmebog og sang de få sange som jeg havde hørt i kirken. Fader vidste jeg altid sad i stuen og ventede på at Uret slog tolv, hvor himmelen så ville lyse. På den anden side vidste Fader også, at jeg var på mit værelse og ventede til klokken tolv, hvor han kom ind og hentede mig. Sammen gik vi så ud på terrassen, og så ud over byens tage. Fyrværkeri. Alle de smukke farver, store og små raketter. Fader og jeg nød udsigten i omkring ti minutter, hvorefter vi så gik indenfor igen. Et hav af smukke lys som bølgede hen over himmelen, og hypnotiserede min hjerne, så jeg ikke kunne tænke, og overtog mine øjne, så jeg ikke kunne kigge væk. Nogen gange så jeg på Fader imens han kiggede ud over horisonten, og undrede mig over hvad han mon tænkte på. For ingen af os sagde noget. Ingen kommentarer til synet ude over tagene. Men jeg vidste, at han så det samme som mig. Og han viste at jeg vidste det.
Da jeg lå i min seng og krammede mig ind til min dyne, og lyttede til det sidste fyrværkeri, lavede jeg nytårsfortsættere. For mig var mine nytårsfortsættere mine mål i livet, ind til de blev gennemført. Dét år i Roskilde, lavede jeg mig et livslangt nytårsforsæt. ”Fader”. Mit mål blev, at notere alle hans vaner, alle de gode og dårlige ting og minder jeg havde om ham. Ikke på papir, men i en lille boks med lås, som lå gemt i mit hoved. Det blev det sværeste mål nogensinde. Jeg kæmpede en kamp, prøvede på at huske og at lærer hans vaner at kende. Men det hjalp mig ikke. Som Fader lærte mig, blev jeg ved med at kæmpe og tænke tilbage. Mit liv førhen. Med mor. Men lige meget hvor mange gange og hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke huske noget. Det var som om, at vi var i et helt nyt kapitel, og at gå tilbage i kapitler ikke kunne lade sig gøre. Jeg kom kun igennem tiden med mor og Fader i villakvarteret én gang, og dengang satte jeg ikke pris på dem, og jeg lod dem lade mig være alene om alting. Ikke én gang, konfronterede jeg mine forældre om, at jeg manglede dem. Savnede dem. Behøvede dem. Dengang gav jeg op da mor fik arbejde som ejendomsmægler, og på en eller anden måde tror jeg at Fader vidste at jeg gav op. Men han kom aldrig til mig, og jeg kom ikke til ham. ”Giv Aldrig op!”.
Mit nytårsforsæt trak ud. Da Fader lå i sin grav, lagde jeg det hele bag mig. Hans vaner, hans træk og hvordan han i det hele taget levede sit liv. Hele forbindelsen mellem Fader og jeg. Det hele røg direkte bag lås og slå inde i boksen. Et nyt kapitel.
Lidt efter lidt – nu. Det hele fra kapitel ét til kapitlet jeg befinder mig i nu. Déja vu. Jeg begynder at huske, se billeder og drømme om Fader. Min lille boks er sprængt i stykker, og alt indhold overskygger alle andre tanker og følelser. Uden at have kontrol, er jeg tilbage i 90’erne med Fader, mor og villalivet ved min side.



Min køleskabsdør, er forbeholdt mine poesimagneter, og huskesedler. Men alligevel hænger der nogle få artikler. Det er som om de taler til mig. Den ene af artiklerne handler om et mord, den anden artikel om en voldtægt og den tredje artikel et røveri. Hver gang jeg læser overskrifterne, eller bare tænker på de artikler, så spørg jeg mig selv: ”Hvem gjorde det?” Én eneste gang hører man om mordet på den ældre dame, voldtægten på den 17årige pige og røveriet i Bank Nord. Næste dag man kigger i nyhedsavisen er mordet ændret til politik, er voldtægten ændret til politik og røveriet er ændret til politik.
”… vi vil have et sikkert hjem, vi vil have et frit land, vi vil have én som kan sørger for at vi føler os trygge…” siger Madeleine ”… så vi ikke skal gøre det selv.” Jeg opgav i gymnasiet og min drøm om at blive journalistik da jeg fik Amélia, da jeg mistede Fader. Sank i jorden. Håbet om et liv i overklasse hvor jeg har min datter, arbejdet som journalist og en villa – blev begravet. Endte i, at gå ud med skraldespanden, tørre borde af og tage imod bestillinger. Endte i underklassen.

Marie mistede sin mand under 2. verdenskrig og er derefter blevet indlagt på psykiatrisk hospital – var for noget tid. Det er 3 måneder siden hun kom ud, og startede med at gå i kirke. Jeg har været hendes faste kontaktperson, og har lært hende meget godt at kende. Marie er hypokonder og går altid med et tykt halstørklæde, handsker, vinterjakke, servietter og medicin til alle lejligheder. Hun er altid syg, siger hun, men aldrig har hun misset besøget her i kirken. I starten da hun begyndte at gå i kirke, var hun næsvis og asocial. Nu, sludre hun konstant med alt og alle (ikke fordi nogen får indført nogle ord i samtalen). Leo, kirkens rengøringsmand, som er indvandrer og blev tilbudt jobbet, da han blev fyret og smidt på gaden, er nu den som diskuterer mest med Marie. Om hvad, kan ingen rigtigt finde ud af? Sidst jeg lyttede til deres interessante samtale, lød det som om at de snakkede om massage, frugter, sten og strande. Hvad det mikset sammen blev til kunne jeg ikke regne ud?
Louis og Ann, to meget intense personer, som begge kommer fra Spanien, Madrid, møder op i kirken, og sidder fra når de kommer til når de går og stirre på hinanden. Vi har konkluderet her i kirken, at de har en unik telepatisk evne, som de kommunikere med hinanden med. De sidder begge i rullestol pga. deres aldre, og så sjældent som det nu kan være, blinker de.

Inger. En høj, mager ældre dame, med kort, gråt hår. Hun kom tit til vores små weekendmøder i kirken, hvor vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Inger havde dog altid en smule travlt, og forsvarede altid sig selv. Efter hvad jeg ved, så havde hun ikke været gift eller været forlovet eller haft noget kørende med nogle mænd de sidste 20 år, men jeg mener at hun havde en masse nære venner. Sådan som jeg kendte Inger, var af de gange jeg spurgte hende om kage, og hun svarede:
,,Nå, så nu vil Konen forgifte de Ældre med en omgang kaloriebomber? Du skal ikke regne med det vælter mig af pinden! Jeg er skarpsindig og er en klog ugle. Du vil ligge i graven før jeg piler af og sænkes i jorden!”
Det var sådan jeg kendte Inger.

Når Fader endelig fortalte mig om mor, så han mig aldrig i øjnene, som om han skammede sig.