Endelig har jeg sat mig ned og skrevet et Essay, som faktisk er blevet færdigt, og jeg er stolt af det. I starten vidste jeg ikke og jeg kunne få alle de tanker jeg havde om det, skrevet ned. Men åbenbart fuldførte jeg det. Her er det så, mit nyest mesterværk:
Normalt når Lasse, Henrik og jeg var på druk i weekenderne, var det billige øl og bag en container i byparken. Men når Palle så trådte frem i sit jakkesæt og med en fed pung i baglommen, var det vin på restaurant i den fine del af byen. Palle havde manere i forhold til os. Derfor ville han altid tjekke om vores tøj havde stil og om vores hænder var rene, inden vi trådte ind på restauranten. Ikke fordi Palle ikke havde nok penge til at leje hele restauranten med fri bar. Nej, fordi det var bare sådan Palle var. Lasse, Henrik og jeg fulgte Palle alle steder han ville hen. Nogen gange tog vi på en fin bar og spillede pool til klokken et om natten. Andre gange havde Palle været i Tyskland, og havde købt bunker af sprut, som vi nød godt af aftnerne efter. Ja, det var jo endnu en speciel ting ved Palle. Han havde ingen forståelse for penge. Han lånte ud, gav ud, smed ud – nærmest tørrede røv i sine penge.
Palle og jeg var engang alene ude på druk. Vi havde ikke set hinanden i noget tid, og mente at det var alle tiders idé, at fejre vores venskab med sprut i lange baner. Desværre kan jeg ikke huske så meget mere end, at Palle blev nakket i at stjæle øller og røg på røven i spjældet, mens jeg fik et blåt øje af en muskuløs herre der mente, at jeg havde lagt an på hans kælling. Det var tider. Palle fik sit livs største skideballe og som stjernen på toppen af juletræet, sine ti hæsligste dage i en lukket celle uden besøg. Palle ændrede sig ikke af den sags grund, men sørgede altid for at være en lille smule mere ædru end os. For som vi også havde forudset, så var cellen ikke det sted Palle han ville ende op i. Nej, Palle hørte til overklassen.
Gymnasietiden var helt klart vores år. Vi gik på druk og endte op skide fulde inde hos sidekammeraten og havde verdens værste tømmermænd dagen efter. Vi havde tusinde damer. Halvdelen som vi kendte, en fjerdel vi knaldede i en brandert og den sidste del som var intense forhold.
Én helt bestemt fest, som vi for øvrigt ikke var inviteret med til, ødelagde vi totalt. Lasse kælede med værtens dulle, Henrik smed tøjet og begyndte at give seksualundervisning, jeg dansede tango på barens disk, mens Palle gik rundt og beundrede vores utrolige evne til at have det sjovt, også selvom alle var imod at vi overhovedet var til stede. Til andre fester, var panserne kommet før vi overhovedet var begyndt at feste. Men Palle fik dem altid lige til at vente lidt længere. Så kunne Lasse, Henrik og jeg nå at snuppe nogle øller og tage bagdøren før de gik amok.
Palle inviterede os med til Amsterdam engang. Efter klokken tolv var vi ikke hjemme. Vi var i byen. Vi tog selvfølgelig på druk og legede lidt med idéen om måske, at gå mod det røde lys. Der finder du damerne, sagde Palle hele tiden. Men vi forstod ham ikke helt. Altså, før vi vandrede igennem en gade med nærmest nøgne damer til højre og venstre, der bare sad og ventede på at vi skulle springe på dem som vilde geparder. Vi blev ved med at spørger om der var nogen der turde. Ikke fordi at det var farligt, men ingen af os ville være den første.
Nogen gange tænker jeg tilbage til alle de ulykker vi har lavet. Men ikke én eneste af dem har jeg nogensinde fortrudt.
:) Slut.
fredag den 30. november 2007
torsdag den 29. november 2007
Mors mænd!*
Det handler om en pige, som har en mor der er prostitueret. Moren bringer alle sine mænd med sig hjem, og datteren kan ikke holde det ud. Hver dag et nyt ansigt eller flere.
…
Så en dag er hun ude og gå en tur (datteren), så stopper hun op på strøget, tænder en smøg, smider tøjet så hun kun har BH og nederdel på, og læner sig op af en lygtepæl. Ikke den mindste smule bange.
Her står hun, og betragter folk der går forbi, indtil den første kunde.
Har ikke spist i lang tid, knude i maven, skænderi, brød sammen, lang tid siden hun har haft en rigtig samtale med moren, det har stået på længe – så langt tilbage hun kan huske, møder fuld stodder på gaden so har været en af morens faste kunder som ikke kan huske hende, datteren synes at de udnytter moren, moren er engang blevet slået,
For første gang i næsten en uge har jeg lyst til at spise. Jeg hører mors fnisen ude fra køkkenet og en fremmed mands latter. Tanken om at gå ud i køkkenet synkes med en syrlig smag, knuden i maven er vendt tilbage og jeg skifter retning mod toilettet. Da jeg går forbi døråbningen ind til køkkenet, ser jeg hurtigt ind til dem. Hvem er det mon denne gang? Det er en ny mand. Ham her er anderledes. Hans pung er tyk og hans jakkesæt er ægte vare, men han bærer dog præg af en kone. Muligvis en herre fra overklassen der søger ly i mors barm, da han sikkert er ude i noget shit, måske har konen forladt ham eller også er han bare endnu én.
Jeg tænker på sidst mor og jeg havde et skænderi, hvilket vil sige et par dage siden.
... Den er heller ikke fædrig. Men det kommer! :-)
…
Så en dag er hun ude og gå en tur (datteren), så stopper hun op på strøget, tænder en smøg, smider tøjet så hun kun har BH og nederdel på, og læner sig op af en lygtepæl. Ikke den mindste smule bange.
Her står hun, og betragter folk der går forbi, indtil den første kunde.
Har ikke spist i lang tid, knude i maven, skænderi, brød sammen, lang tid siden hun har haft en rigtig samtale med moren, det har stået på længe – så langt tilbage hun kan huske, møder fuld stodder på gaden so har været en af morens faste kunder som ikke kan huske hende, datteren synes at de udnytter moren, moren er engang blevet slået,
For første gang i næsten en uge har jeg lyst til at spise. Jeg hører mors fnisen ude fra køkkenet og en fremmed mands latter. Tanken om at gå ud i køkkenet synkes med en syrlig smag, knuden i maven er vendt tilbage og jeg skifter retning mod toilettet. Da jeg går forbi døråbningen ind til køkkenet, ser jeg hurtigt ind til dem. Hvem er det mon denne gang? Det er en ny mand. Ham her er anderledes. Hans pung er tyk og hans jakkesæt er ægte vare, men han bærer dog præg af en kone. Muligvis en herre fra overklassen der søger ly i mors barm, da han sikkert er ude i noget shit, måske har konen forladt ham eller også er han bare endnu én.
Jeg tænker på sidst mor og jeg havde et skænderi, hvilket vil sige et par dage siden.
... Den er heller ikke fædrig. Men det kommer! :-)
Det nye sted*
Jeg så rundt på alle de nye ansigter.
”Far?” Far rystede på hovedet og gav mig et skub i ryggen, så jeg stod dem helt nær. De stirrede, og deres øjne gennemborede mig.
”Jeg har ikke lyst til det her!” Jeg kiggede ømt op mod far. En af pigerne var meget høj og slank. Hun tog mig i hånden og trak mig hen til hende, hvorefter hun smilede til min far. Konen tog min far om armen og fulgte ham ud, imens pigerne omkring mig forsvandt.
”Og forældremødet er hver tredje måned?” Det var de sidste ord jeg hørte fra far. Den høje pige stod dog stadig med min hånd.
”Hej jeg hedder Louise. Hvad hedder du?” Jeg kiggede op på hende og ventede svar.
”Camilla.” Hun slap min hånd. ”Jeg kan vise dig rundt, hvis det er?” Jeg nikkede og fulgt efter Camilla op af nogle trapper.
”Soveværelserne. Det er forbudt at forlade værelserne efter klokken ti. Alt lys slukkes klokken halv elleve og klokken elleve sover vi.” Jeg kiggede mig omkring i det lille loftrum.
”Vi bliver vækket klokken 6 og der er mad fra klokken kvart over 6 til klokken 7. Når du ikke at få spist er du på egne ben.” Camilla tog mit bagage, smed det på en af sengene og sagde:
”Her skal du være! Jeg har værelse inde ved siden af.” Hun tog en dyb indånding. ”Der må ikke ryges, drikkes alkohol, tages stoffer og ingen mænd! Har du forstået det?” Jeg nikkede og Camilla forlod mig alene i det kolde loftrum. På min seng lå en nydelig kjole med støvler og strømpebukser, som jeg åbenbart skulle iføre mig. Så jeg lignede alle de andre.
(Kim den eneste som beskytter hende, uden hende ingen beskyttelse.)
Det var snart aften, og jeg havde fundet en god plads i et vindue til at kunne kigge ud over området. En af pigerne, Kim, stoppede op ved siden af mig og spurgte:
”Vi skal spise!” Jeg smilte og fulgte med hende ned i spisesalen, hvor vi fik serveret kartofler og frikadeller. Men først bedte vi. Midt i maden rejste Kim sig op fra bordet.
”Jeg kan ikke rigtig spise noget. Jeg har det ikke så godt.” Konen tog hårdt fast i hendes overarm og trak hende med væk.
Da Kim igen kom tilbage, satte hun sig ned og begyndte at spise, som var intet sket.
”Hvad er der galt med Kim?” Jeg hviskede til Camilla, som tyssede på mig og kiggede ned i hendes mad. Jeg forstod ikke hvorfor, men åbenbart måtte jeg ikke sige noget.
Vi var færdige med at spise, og Camilla hev mig til side.
”Er du sindssyg? Under maden snakkes der ikke.” Camilla gik sin vej.
”Kim?” Jeg så Kim gå forbi, og skyndte mig efter hende. Hun stoppede og ventede.
”Hvad er der galt? Er du syg?” Hun svarede mig ikke, men gik bare sin vej.
Mere ville jeg ikke få ud af hende, så jeg vendte tilbage til mit værelse.
”Kom med!” Jeg blev pludselig vækket af Kim.
”Hvad? Hvad er klokken? Hvor skal vi hen?” Jeg var forvirret.
”Klokken er tolv, og du skal med mig!” Kim hviskede, og jeg fulgte hende. Vi gik igennem gange og ned af trapper til vi endte uden for huset i et lille skur. Jeg var forpustet.
”Jeg er gravid!” Jeg gloede på Kim som var det en løgn.
”Hvad? Jamen…”
”Jeg ved det. Ingen drenge, og nu er jeg gravid!” Jeg kunne ikke samle mig selv, så jeg satte mig på et bord.
”Min mave vokser og jeg har ikke kunne få fat på nogen der kunne hjælpe mig.”
”Hvem er faren?” Jeg kiggede spørgende op på hende. Hun svarede ikke, men pegede ud i gården. Jeg gik hen til et lille vindue og så en vagt gå uden foran huset.
”Vagten?” Hun nikkede og begyndte at græde.
”Jeg skulle aldrig have gjort det!” Jeg gik hen til hende og gav hende et kram og trøstede hende.
Da jeg endelig er tilbage i sengen er klokken et, og Kim er gået ind til sig selv. Heldigvis var der ingen der så os. Et kort øjeblik tænker jeg tilbage. Ønsker. Vil ændre:
”Far?” De stirrede, og deres øjne gennemborede mig.
”Jeg har ikke lyst til det!” Jeg kiggede ømt op mod far.
”Virkelig? Jamen, så er det her måske ikke sådan en god idé?”
Men det er for sent nu.
”Op! Op! Op!” Det er konen. Jeg skynder mig op og stiller op ude foran værelset.
”Klokken er kun halv seks, hvad er der sket?” Jeg hører nogle hviske, og jeg ser efter Kim. Hun er her heldigvis. Konen træder frem.
”Vi har fundet en graviditetstest ude i skuret!” Mere når jeg ikke at hører, da én af damerne trækker mig væk. Det næste jeg ser, er Kim som er blevet smidt ud af huset.
”Hun har ingen penge, intet hjem og ingen at tage hen til!” Jeg prøver at snakke med Konen, men hun er ikke interesseret.
Det er dog ikke færdigt, men det går nok. :-)
”Far?” Far rystede på hovedet og gav mig et skub i ryggen, så jeg stod dem helt nær. De stirrede, og deres øjne gennemborede mig.
”Jeg har ikke lyst til det her!” Jeg kiggede ømt op mod far. En af pigerne var meget høj og slank. Hun tog mig i hånden og trak mig hen til hende, hvorefter hun smilede til min far. Konen tog min far om armen og fulgte ham ud, imens pigerne omkring mig forsvandt.
”Og forældremødet er hver tredje måned?” Det var de sidste ord jeg hørte fra far. Den høje pige stod dog stadig med min hånd.
”Hej jeg hedder Louise. Hvad hedder du?” Jeg kiggede op på hende og ventede svar.
”Camilla.” Hun slap min hånd. ”Jeg kan vise dig rundt, hvis det er?” Jeg nikkede og fulgt efter Camilla op af nogle trapper.
”Soveværelserne. Det er forbudt at forlade værelserne efter klokken ti. Alt lys slukkes klokken halv elleve og klokken elleve sover vi.” Jeg kiggede mig omkring i det lille loftrum.
”Vi bliver vækket klokken 6 og der er mad fra klokken kvart over 6 til klokken 7. Når du ikke at få spist er du på egne ben.” Camilla tog mit bagage, smed det på en af sengene og sagde:
”Her skal du være! Jeg har værelse inde ved siden af.” Hun tog en dyb indånding. ”Der må ikke ryges, drikkes alkohol, tages stoffer og ingen mænd! Har du forstået det?” Jeg nikkede og Camilla forlod mig alene i det kolde loftrum. På min seng lå en nydelig kjole med støvler og strømpebukser, som jeg åbenbart skulle iføre mig. Så jeg lignede alle de andre.
(Kim den eneste som beskytter hende, uden hende ingen beskyttelse.)
Det var snart aften, og jeg havde fundet en god plads i et vindue til at kunne kigge ud over området. En af pigerne, Kim, stoppede op ved siden af mig og spurgte:
”Vi skal spise!” Jeg smilte og fulgte med hende ned i spisesalen, hvor vi fik serveret kartofler og frikadeller. Men først bedte vi. Midt i maden rejste Kim sig op fra bordet.
”Jeg kan ikke rigtig spise noget. Jeg har det ikke så godt.” Konen tog hårdt fast i hendes overarm og trak hende med væk.
Da Kim igen kom tilbage, satte hun sig ned og begyndte at spise, som var intet sket.
”Hvad er der galt med Kim?” Jeg hviskede til Camilla, som tyssede på mig og kiggede ned i hendes mad. Jeg forstod ikke hvorfor, men åbenbart måtte jeg ikke sige noget.
Vi var færdige med at spise, og Camilla hev mig til side.
”Er du sindssyg? Under maden snakkes der ikke.” Camilla gik sin vej.
”Kim?” Jeg så Kim gå forbi, og skyndte mig efter hende. Hun stoppede og ventede.
”Hvad er der galt? Er du syg?” Hun svarede mig ikke, men gik bare sin vej.
Mere ville jeg ikke få ud af hende, så jeg vendte tilbage til mit værelse.
”Kom med!” Jeg blev pludselig vækket af Kim.
”Hvad? Hvad er klokken? Hvor skal vi hen?” Jeg var forvirret.
”Klokken er tolv, og du skal med mig!” Kim hviskede, og jeg fulgte hende. Vi gik igennem gange og ned af trapper til vi endte uden for huset i et lille skur. Jeg var forpustet.
”Jeg er gravid!” Jeg gloede på Kim som var det en løgn.
”Hvad? Jamen…”
”Jeg ved det. Ingen drenge, og nu er jeg gravid!” Jeg kunne ikke samle mig selv, så jeg satte mig på et bord.
”Min mave vokser og jeg har ikke kunne få fat på nogen der kunne hjælpe mig.”
”Hvem er faren?” Jeg kiggede spørgende op på hende. Hun svarede ikke, men pegede ud i gården. Jeg gik hen til et lille vindue og så en vagt gå uden foran huset.
”Vagten?” Hun nikkede og begyndte at græde.
”Jeg skulle aldrig have gjort det!” Jeg gik hen til hende og gav hende et kram og trøstede hende.
Da jeg endelig er tilbage i sengen er klokken et, og Kim er gået ind til sig selv. Heldigvis var der ingen der så os. Et kort øjeblik tænker jeg tilbage. Ønsker. Vil ændre:
”Far?” De stirrede, og deres øjne gennemborede mig.
”Jeg har ikke lyst til det!” Jeg kiggede ømt op mod far.
”Virkelig? Jamen, så er det her måske ikke sådan en god idé?”
Men det er for sent nu.
”Op! Op! Op!” Det er konen. Jeg skynder mig op og stiller op ude foran værelset.
”Klokken er kun halv seks, hvad er der sket?” Jeg hører nogle hviske, og jeg ser efter Kim. Hun er her heldigvis. Konen træder frem.
”Vi har fundet en graviditetstest ude i skuret!” Mere når jeg ikke at hører, da én af damerne trækker mig væk. Det næste jeg ser, er Kim som er blevet smidt ud af huset.
”Hun har ingen penge, intet hjem og ingen at tage hen til!” Jeg prøver at snakke med Konen, men hun er ikke interesseret.
Det er dog ikke færdigt, men det går nok. :-)
søndag den 4. november 2007
* 5
Ensomhedens uendelige, sorte hul.
Mine hænder slynges ud i luften, og en stille men kølig vind rammer mit sårbare sind. Det føles som om man sidder i midten af et uendeligt, sort hul. Jeg står midt i ingenting. Mine øjne stirrer, og stirre lige ud i dybet. Men mit hoved sænker sig, længere og længere ned langs min aflange krop. Min krop er stiv som en pind, men intet viser tegn på at jeg gør modstand. Min ryk bruger kræfter på bare at stå, men jeg kan ikke røre mig ud af stedet. En masse stemmer høres pludselig. Jeg skriger inde i mig selv, men intet tegn vises på mit ydre. Mit hoved retter sig ikke op, viser intet tegn på liv. Tåre triller ned af mine kinder, men taber tråden og falder ned på ”ingen ting”. Jeg græder, føler smerte, og viser kun tegn på at jeg er magtesløs. Jeg er fanget i en krop. Stemmerne visker, råber og taler i lange sætninger, men intet gir mening. De snakker og snakker, men det høres kun som hvisken. Men da stemmerne pludselig råber højt og tydeligt, føler jeg pludselig at jeg har gjort noget forfærdeligt. Men følelsen skifter da en blid stemme høres, det føles nu som om jeg har kærligheden ved min side. Men stemmen bliver højere og højere, og skælder og smælder til sidst. Den stopper op, og skammen skære i mit hjerte. Det mystiske er at jeg intet har gjort, intet. Der bliver nu stille igen. Jeg græder, og græder. Smerten river og flår i mig, men berøre overhovedet ikke min krop. Jeg skriger, smerten borer sig ind i mit hjerte, og jeg skriger og skriger. Men det stopper. Jeg bliver kold, og jeg føler ikke andet end den kolde luft der skyller ind over mig. Jeg leder og leder efter svaret i mit hoved. Det skal stoppe nu, jeg vil ikke pines mere. Jeg fryser, har ondt i brystet og mit hoved gynger, svinger og laver drejninger. Det er i hvert fald sådan det føles, men jeg står stadig stille med hovedet ned langs min krop. Min nakke gør ondt, og min rygsøjle strækkes længer og længere ud. Smerte, smerte og smerte. Jeg fryser mere end nogen sinde, og først da stopper kulden.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Uden nogen magt er min stemme endelig fri. Få ord kommer ud af min mund, og smerten strammes. Jeg bliver ved med at kæmpe i mit indre, men ingen forskel gør det.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Mine øjne svier, og klør. Smerten bevæger sig langsomt rundt i kroppen. Mine ben mister kræfter, men alligevel står jeg stiv som et bræt. Det føles som om nogen holder mig strakt, og vil ikke give slip. Stemmerne tvinger tåre ud af mig. De bliver højere og højere, giver genlyd i mit øre. Smerte. Pludselig falder jeg i jorden, og mit hoved er mast mod gulvet. Smerten i ryggen strammes op, men slipper. Min krop slapper af, men jeg har ingen kræfter tilbage i kroppen. Jeg kan ikke rejse mig op. Jeg mærker stille at stemmerne forsvinder, og jeg ser pludselig mig selv. Et spejl.
”Ikke gå, ikke gå.”
Tårerne rives ud af mine øjne, og jeg føler mig ensom. Mere ensom end altid. Spejlet viser ensomheden. Spejlet viser ”mig”. Jeg græder, føler smerte, er alene, finder aldrig vej. Alene. Jeg forsvinder stille ind i mig selv, dybere og dybere. Min krop reager endelig, og jeg rejser mig op. Jeg ser op.
”Jeg har ledt over alt i min verden, men jeg kan ikke finde dig. Jeg kan mærke du står lige der, men jeg kan ikke røre dig. Jeg prøver at snakke, men ordene er der bare ikke. Jeg har en fornemmelse der siger: ”fare”. Du stirrer på mig som om jeg er den mærkelige. Lamslået, og du ser bare ud som om du er lige glad. Dæmonen i mine drømme.”
Jeg er forsvundet dybt ind i mig selv, gemmer mig væk for alt. Du holder øje med mig, du er ved min side. Jeg ligger mig ned på ryggen og ser op i uendeligheden. Krampe i kroppen, smerter og kulde. Hun kigger op, lukker øjnene og tager sin sidste indånding. Stille forsvandt hun ind i hendes drøm, hvor hun blev for evigt. Livet i virkeligheden lagde hun bag sig, og ensomheden blev nuet.
En færdig historie jeg skrev for et år siden :)
Mine hænder slynges ud i luften, og en stille men kølig vind rammer mit sårbare sind. Det føles som om man sidder i midten af et uendeligt, sort hul. Jeg står midt i ingenting. Mine øjne stirrer, og stirre lige ud i dybet. Men mit hoved sænker sig, længere og længere ned langs min aflange krop. Min krop er stiv som en pind, men intet viser tegn på at jeg gør modstand. Min ryk bruger kræfter på bare at stå, men jeg kan ikke røre mig ud af stedet. En masse stemmer høres pludselig. Jeg skriger inde i mig selv, men intet tegn vises på mit ydre. Mit hoved retter sig ikke op, viser intet tegn på liv. Tåre triller ned af mine kinder, men taber tråden og falder ned på ”ingen ting”. Jeg græder, føler smerte, og viser kun tegn på at jeg er magtesløs. Jeg er fanget i en krop. Stemmerne visker, råber og taler i lange sætninger, men intet gir mening. De snakker og snakker, men det høres kun som hvisken. Men da stemmerne pludselig råber højt og tydeligt, føler jeg pludselig at jeg har gjort noget forfærdeligt. Men følelsen skifter da en blid stemme høres, det føles nu som om jeg har kærligheden ved min side. Men stemmen bliver højere og højere, og skælder og smælder til sidst. Den stopper op, og skammen skære i mit hjerte. Det mystiske er at jeg intet har gjort, intet. Der bliver nu stille igen. Jeg græder, og græder. Smerten river og flår i mig, men berøre overhovedet ikke min krop. Jeg skriger, smerten borer sig ind i mit hjerte, og jeg skriger og skriger. Men det stopper. Jeg bliver kold, og jeg føler ikke andet end den kolde luft der skyller ind over mig. Jeg leder og leder efter svaret i mit hoved. Det skal stoppe nu, jeg vil ikke pines mere. Jeg fryser, har ondt i brystet og mit hoved gynger, svinger og laver drejninger. Det er i hvert fald sådan det føles, men jeg står stadig stille med hovedet ned langs min krop. Min nakke gør ondt, og min rygsøjle strækkes længer og længere ud. Smerte, smerte og smerte. Jeg fryser mere end nogen sinde, og først da stopper kulden.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Uden nogen magt er min stemme endelig fri. Få ord kommer ud af min mund, og smerten strammes. Jeg bliver ved med at kæmpe i mit indre, men ingen forskel gør det.
”Det gør ondt, det gør ondt.”
Mine øjne svier, og klør. Smerten bevæger sig langsomt rundt i kroppen. Mine ben mister kræfter, men alligevel står jeg stiv som et bræt. Det føles som om nogen holder mig strakt, og vil ikke give slip. Stemmerne tvinger tåre ud af mig. De bliver højere og højere, giver genlyd i mit øre. Smerte. Pludselig falder jeg i jorden, og mit hoved er mast mod gulvet. Smerten i ryggen strammes op, men slipper. Min krop slapper af, men jeg har ingen kræfter tilbage i kroppen. Jeg kan ikke rejse mig op. Jeg mærker stille at stemmerne forsvinder, og jeg ser pludselig mig selv. Et spejl.
”Ikke gå, ikke gå.”
Tårerne rives ud af mine øjne, og jeg føler mig ensom. Mere ensom end altid. Spejlet viser ensomheden. Spejlet viser ”mig”. Jeg græder, føler smerte, er alene, finder aldrig vej. Alene. Jeg forsvinder stille ind i mig selv, dybere og dybere. Min krop reager endelig, og jeg rejser mig op. Jeg ser op.
”Jeg har ledt over alt i min verden, men jeg kan ikke finde dig. Jeg kan mærke du står lige der, men jeg kan ikke røre dig. Jeg prøver at snakke, men ordene er der bare ikke. Jeg har en fornemmelse der siger: ”fare”. Du stirrer på mig som om jeg er den mærkelige. Lamslået, og du ser bare ud som om du er lige glad. Dæmonen i mine drømme.”
Jeg er forsvundet dybt ind i mig selv, gemmer mig væk for alt. Du holder øje med mig, du er ved min side. Jeg ligger mig ned på ryggen og ser op i uendeligheden. Krampe i kroppen, smerter og kulde. Hun kigger op, lukker øjnene og tager sin sidste indånding. Stille forsvandt hun ind i hendes drøm, hvor hun blev for evigt. Livet i virkeligheden lagde hun bag sig, og ensomheden blev nuet.
En færdig historie jeg skrev for et år siden :)
* 4
Dette er en historie jeg arbejder på, Madeleine Rouge. Teksten er ikke sammenhængen, og det er fordi den ikke er færdig. (Et udsnidt af historien.)
MADELEINE ROUGE
Faders krus fra vores ferie på Bornholm, var blevet brugt så mange gange i løbet af årene, at tegningen af Bornholm var slidt væk.
”28, maj 1997”, i få sekunder var det pludselig som om jeg var der igen, da jeg var 16 år. 8 år siden, tiden går stærkt. Langsomt tog jeg glasset op fra hylden, og pustede så støvet fjernede sig og dannede en støvsky i stedet. Jeg vendte og drejede glasset så mange gange at det nærmest gjorder mig selv rundtosset. Sjovt nok stoppede jeg på den side hvor Fader havde skrevet ”Kaffekoppen”, og det var det jo. Hver eftermiddag hvor jeg udmattende kom hjem med min skoletaske på ryggen og havde tons vis af lektier for, trådte jeg ind i stuen hvor atmosfæren talte for sig selv. Lugten af kaffe, tv’et sat på dr1, Fader siddende i sin blå lænestol med læsebriller og sin yndlingsbog ”Never the end, always just a new beginning” og sidst men ikke mindst vores gamle, støvede ur. Kendt som ”Uret” i vores familie. Fader arvede Uret fra farfar, som havde arvet det fra hans far og hvem ved om han mon ikke også havde fået det fra sin far. Det var i hvert fald et arvestykke, men som fulgte mændene i familien. Desværre havde Fader kun mig, og derfor havde han bestemt sig for at tage Uret med sig i døden. Godt nok har jeg altid gjort hvad han bad mig om, men nu hænger Uret i min stue, og jeg vil sende den videre. I dette tilfælde til Amélia. Nu var det kvindernes tur.
Da Fader og jeg flyttede til Roskilde, forandrede han sig. Han stod fast ved meninger, rettede på alle mine fejl og lærte mig alle de ting, som han ellers aldrig havde tid til. De år vi boede i Roskilde lærte jeg, at klarer mig selv, at stå foran ting der var større end mig og sidst men ikke mindst lærte jeg Fader at kende.
Jeg kan tydeligt huske den først jul i Roskilde, på tredje sal. Vi havde ikke noget juletræ, men vi hængte juleklip, som jeg havde lavet, op over alt på væggene. Han roste mig altid når jeg lavede noget kreativt, og når mine små fiduser mislykkedes, sagde han ikke andet end ”giv aldrig op!”. På den måde styrkede han min selvtillid, så når jeg fejlede havde modet til at prøve igen. Aldrig giv op!
Hver nytårsaften sad jeg i min seng med min salmebog og sang de få sange som jeg havde hørt i kirken. Fader vidste jeg altid sad i stuen og ventede på at Uret slog tolv, hvor himmelen så ville lyse. På den anden side vidste Fader også, at jeg var på mit værelse og ventede til klokken tolv, hvor han kom ind og hentede mig. Sammen gik vi så ud på terrassen, og så ud over byens tage. Fyrværkeri. Alle de smukke farver, store og små raketter. Fader og jeg nød udsigten i omkring ti minutter, hvorefter vi så gik indenfor igen. Et hav af smukke lys som bølgede hen over himmelen, og hypnotiserede min hjerne, så jeg ikke kunne tænke, og overtog mine øjne, så jeg ikke kunne kigge væk. Nogen gange så jeg på Fader imens han kiggede ud over horisonten, og undrede mig over hvad han mon tænkte på. For ingen af os sagde noget. Ingen kommentarer til synet ude over tagene. Men jeg vidste, at han så det samme som mig. Og han viste at jeg vidste det.
Da jeg lå i min seng og krammede mig ind til min dyne, og lyttede til det sidste fyrværkeri, lavede jeg nytårsfortsættere. For mig var mine nytårsfortsættere mine mål i livet, ind til de blev gennemført. Dét år i Roskilde, lavede jeg mig et livslangt nytårsforsæt. ”Fader”. Mit mål blev, at notere alle hans vaner, alle de gode og dårlige ting og minder jeg havde om ham. Ikke på papir, men i en lille boks med lås, som lå gemt i mit hoved. Det blev det sværeste mål nogensinde. Jeg kæmpede en kamp, prøvede på at huske og at lærer hans vaner at kende. Men det hjalp mig ikke. Som Fader lærte mig, blev jeg ved med at kæmpe og tænke tilbage. Mit liv førhen. Med mor. Men lige meget hvor mange gange og hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke huske noget. Det var som om, at vi var i et helt nyt kapitel, og at gå tilbage i kapitler ikke kunne lade sig gøre. Jeg kom kun igennem tiden med mor og Fader i villakvarteret én gang, og dengang satte jeg ikke pris på dem, og jeg lod dem lade mig være alene om alting. Ikke én gang, konfronterede jeg mine forældre om, at jeg manglede dem. Savnede dem. Behøvede dem. Dengang gav jeg op da mor fik arbejde som ejendomsmægler, og på en eller anden måde tror jeg at Fader vidste at jeg gav op. Men han kom aldrig til mig, og jeg kom ikke til ham. ”Giv Aldrig op!”.
Mit nytårsforsæt trak ud. Da Fader lå i sin grav, lagde jeg det hele bag mig. Hans vaner, hans træk og hvordan han i det hele taget levede sit liv. Hele forbindelsen mellem Fader og jeg. Det hele røg direkte bag lås og slå inde i boksen. Et nyt kapitel.
Lidt efter lidt – nu. Det hele fra kapitel ét til kapitlet jeg befinder mig i nu. Déja vu. Jeg begynder at huske, se billeder og drømme om Fader. Min lille boks er sprængt i stykker, og alt indhold overskygger alle andre tanker og følelser. Uden at have kontrol, er jeg tilbage i 90’erne med Fader, mor og villalivet ved min side.
Min køleskabsdør, er forbeholdt mine poesimagneter, og huskesedler. Men alligevel hænger der nogle få artikler. Det er som om de taler til mig. Den ene af artiklerne handler om et mord, den anden artikel om en voldtægt og den tredje artikel et røveri. Hver gang jeg læser overskrifterne, eller bare tænker på de artikler, så spørg jeg mig selv: ”Hvem gjorde det?” Én eneste gang hører man om mordet på den ældre dame, voldtægten på den 17årige pige og røveriet i Bank Nord. Næste dag man kigger i nyhedsavisen er mordet ændret til politik, er voldtægten ændret til politik og røveriet er ændret til politik.
”… vi vil have et sikkert hjem, vi vil have et frit land, vi vil have én som kan sørger for at vi føler os trygge…” siger Madeleine ”… så vi ikke skal gøre det selv.” Jeg opgav i gymnasiet og min drøm om at blive journalistik da jeg fik Amélia, da jeg mistede Fader. Sank i jorden. Håbet om et liv i overklasse hvor jeg har min datter, arbejdet som journalist og en villa – blev begravet. Endte i, at gå ud med skraldespanden, tørre borde af og tage imod bestillinger. Endte i underklassen.
Marie mistede sin mand under 2. verdenskrig og er derefter blevet indlagt på psykiatrisk hospital – var for noget tid. Det er 3 måneder siden hun kom ud, og startede med at gå i kirke. Jeg har været hendes faste kontaktperson, og har lært hende meget godt at kende. Marie er hypokonder og går altid med et tykt halstørklæde, handsker, vinterjakke, servietter og medicin til alle lejligheder. Hun er altid syg, siger hun, men aldrig har hun misset besøget her i kirken. I starten da hun begyndte at gå i kirke, var hun næsvis og asocial. Nu, sludre hun konstant med alt og alle (ikke fordi nogen får indført nogle ord i samtalen). Leo, kirkens rengøringsmand, som er indvandrer og blev tilbudt jobbet, da han blev fyret og smidt på gaden, er nu den som diskuterer mest med Marie. Om hvad, kan ingen rigtigt finde ud af? Sidst jeg lyttede til deres interessante samtale, lød det som om at de snakkede om massage, frugter, sten og strande. Hvad det mikset sammen blev til kunne jeg ikke regne ud?
Louis og Ann, to meget intense personer, som begge kommer fra Spanien, Madrid, møder op i kirken, og sidder fra når de kommer til når de går og stirre på hinanden. Vi har konkluderet her i kirken, at de har en unik telepatisk evne, som de kommunikere med hinanden med. De sidder begge i rullestol pga. deres aldre, og så sjældent som det nu kan være, blinker de.
Inger. En høj, mager ældre dame, med kort, gråt hår. Hun kom tit til vores små weekendmøder i kirken, hvor vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Inger havde dog altid en smule travlt, og forsvarede altid sig selv. Efter hvad jeg ved, så havde hun ikke været gift eller været forlovet eller haft noget kørende med nogle mænd de sidste 20 år, men jeg mener at hun havde en masse nære venner. Sådan som jeg kendte Inger, var af de gange jeg spurgte hende om kage, og hun svarede:
,,Nå, så nu vil Konen forgifte de Ældre med en omgang kaloriebomber? Du skal ikke regne med det vælter mig af pinden! Jeg er skarpsindig og er en klog ugle. Du vil ligge i graven før jeg piler af og sænkes i jorden!”
Det var sådan jeg kendte Inger.
Når Fader endelig fortalte mig om mor, så han mig aldrig i øjnene, som om han skammede sig.
MADELEINE ROUGE
Faders krus fra vores ferie på Bornholm, var blevet brugt så mange gange i løbet af årene, at tegningen af Bornholm var slidt væk.
”28, maj 1997”, i få sekunder var det pludselig som om jeg var der igen, da jeg var 16 år. 8 år siden, tiden går stærkt. Langsomt tog jeg glasset op fra hylden, og pustede så støvet fjernede sig og dannede en støvsky i stedet. Jeg vendte og drejede glasset så mange gange at det nærmest gjorder mig selv rundtosset. Sjovt nok stoppede jeg på den side hvor Fader havde skrevet ”Kaffekoppen”, og det var det jo. Hver eftermiddag hvor jeg udmattende kom hjem med min skoletaske på ryggen og havde tons vis af lektier for, trådte jeg ind i stuen hvor atmosfæren talte for sig selv. Lugten af kaffe, tv’et sat på dr1, Fader siddende i sin blå lænestol med læsebriller og sin yndlingsbog ”Never the end, always just a new beginning” og sidst men ikke mindst vores gamle, støvede ur. Kendt som ”Uret” i vores familie. Fader arvede Uret fra farfar, som havde arvet det fra hans far og hvem ved om han mon ikke også havde fået det fra sin far. Det var i hvert fald et arvestykke, men som fulgte mændene i familien. Desværre havde Fader kun mig, og derfor havde han bestemt sig for at tage Uret med sig i døden. Godt nok har jeg altid gjort hvad han bad mig om, men nu hænger Uret i min stue, og jeg vil sende den videre. I dette tilfælde til Amélia. Nu var det kvindernes tur.
Da Fader og jeg flyttede til Roskilde, forandrede han sig. Han stod fast ved meninger, rettede på alle mine fejl og lærte mig alle de ting, som han ellers aldrig havde tid til. De år vi boede i Roskilde lærte jeg, at klarer mig selv, at stå foran ting der var større end mig og sidst men ikke mindst lærte jeg Fader at kende.
Jeg kan tydeligt huske den først jul i Roskilde, på tredje sal. Vi havde ikke noget juletræ, men vi hængte juleklip, som jeg havde lavet, op over alt på væggene. Han roste mig altid når jeg lavede noget kreativt, og når mine små fiduser mislykkedes, sagde han ikke andet end ”giv aldrig op!”. På den måde styrkede han min selvtillid, så når jeg fejlede havde modet til at prøve igen. Aldrig giv op!
Hver nytårsaften sad jeg i min seng med min salmebog og sang de få sange som jeg havde hørt i kirken. Fader vidste jeg altid sad i stuen og ventede på at Uret slog tolv, hvor himmelen så ville lyse. På den anden side vidste Fader også, at jeg var på mit værelse og ventede til klokken tolv, hvor han kom ind og hentede mig. Sammen gik vi så ud på terrassen, og så ud over byens tage. Fyrværkeri. Alle de smukke farver, store og små raketter. Fader og jeg nød udsigten i omkring ti minutter, hvorefter vi så gik indenfor igen. Et hav af smukke lys som bølgede hen over himmelen, og hypnotiserede min hjerne, så jeg ikke kunne tænke, og overtog mine øjne, så jeg ikke kunne kigge væk. Nogen gange så jeg på Fader imens han kiggede ud over horisonten, og undrede mig over hvad han mon tænkte på. For ingen af os sagde noget. Ingen kommentarer til synet ude over tagene. Men jeg vidste, at han så det samme som mig. Og han viste at jeg vidste det.
Da jeg lå i min seng og krammede mig ind til min dyne, og lyttede til det sidste fyrværkeri, lavede jeg nytårsfortsættere. For mig var mine nytårsfortsættere mine mål i livet, ind til de blev gennemført. Dét år i Roskilde, lavede jeg mig et livslangt nytårsforsæt. ”Fader”. Mit mål blev, at notere alle hans vaner, alle de gode og dårlige ting og minder jeg havde om ham. Ikke på papir, men i en lille boks med lås, som lå gemt i mit hoved. Det blev det sværeste mål nogensinde. Jeg kæmpede en kamp, prøvede på at huske og at lærer hans vaner at kende. Men det hjalp mig ikke. Som Fader lærte mig, blev jeg ved med at kæmpe og tænke tilbage. Mit liv førhen. Med mor. Men lige meget hvor mange gange og hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke huske noget. Det var som om, at vi var i et helt nyt kapitel, og at gå tilbage i kapitler ikke kunne lade sig gøre. Jeg kom kun igennem tiden med mor og Fader i villakvarteret én gang, og dengang satte jeg ikke pris på dem, og jeg lod dem lade mig være alene om alting. Ikke én gang, konfronterede jeg mine forældre om, at jeg manglede dem. Savnede dem. Behøvede dem. Dengang gav jeg op da mor fik arbejde som ejendomsmægler, og på en eller anden måde tror jeg at Fader vidste at jeg gav op. Men han kom aldrig til mig, og jeg kom ikke til ham. ”Giv Aldrig op!”.
Mit nytårsforsæt trak ud. Da Fader lå i sin grav, lagde jeg det hele bag mig. Hans vaner, hans træk og hvordan han i det hele taget levede sit liv. Hele forbindelsen mellem Fader og jeg. Det hele røg direkte bag lås og slå inde i boksen. Et nyt kapitel.
Lidt efter lidt – nu. Det hele fra kapitel ét til kapitlet jeg befinder mig i nu. Déja vu. Jeg begynder at huske, se billeder og drømme om Fader. Min lille boks er sprængt i stykker, og alt indhold overskygger alle andre tanker og følelser. Uden at have kontrol, er jeg tilbage i 90’erne med Fader, mor og villalivet ved min side.
Min køleskabsdør, er forbeholdt mine poesimagneter, og huskesedler. Men alligevel hænger der nogle få artikler. Det er som om de taler til mig. Den ene af artiklerne handler om et mord, den anden artikel om en voldtægt og den tredje artikel et røveri. Hver gang jeg læser overskrifterne, eller bare tænker på de artikler, så spørg jeg mig selv: ”Hvem gjorde det?” Én eneste gang hører man om mordet på den ældre dame, voldtægten på den 17årige pige og røveriet i Bank Nord. Næste dag man kigger i nyhedsavisen er mordet ændret til politik, er voldtægten ændret til politik og røveriet er ændret til politik.
”… vi vil have et sikkert hjem, vi vil have et frit land, vi vil have én som kan sørger for at vi føler os trygge…” siger Madeleine ”… så vi ikke skal gøre det selv.” Jeg opgav i gymnasiet og min drøm om at blive journalistik da jeg fik Amélia, da jeg mistede Fader. Sank i jorden. Håbet om et liv i overklasse hvor jeg har min datter, arbejdet som journalist og en villa – blev begravet. Endte i, at gå ud med skraldespanden, tørre borde af og tage imod bestillinger. Endte i underklassen.
Marie mistede sin mand under 2. verdenskrig og er derefter blevet indlagt på psykiatrisk hospital – var for noget tid. Det er 3 måneder siden hun kom ud, og startede med at gå i kirke. Jeg har været hendes faste kontaktperson, og har lært hende meget godt at kende. Marie er hypokonder og går altid med et tykt halstørklæde, handsker, vinterjakke, servietter og medicin til alle lejligheder. Hun er altid syg, siger hun, men aldrig har hun misset besøget her i kirken. I starten da hun begyndte at gå i kirke, var hun næsvis og asocial. Nu, sludre hun konstant med alt og alle (ikke fordi nogen får indført nogle ord i samtalen). Leo, kirkens rengøringsmand, som er indvandrer og blev tilbudt jobbet, da han blev fyret og smidt på gaden, er nu den som diskuterer mest med Marie. Om hvad, kan ingen rigtigt finde ud af? Sidst jeg lyttede til deres interessante samtale, lød det som om at de snakkede om massage, frugter, sten og strande. Hvad det mikset sammen blev til kunne jeg ikke regne ud?
Louis og Ann, to meget intense personer, som begge kommer fra Spanien, Madrid, møder op i kirken, og sidder fra når de kommer til når de går og stirre på hinanden. Vi har konkluderet her i kirken, at de har en unik telepatisk evne, som de kommunikere med hinanden med. De sidder begge i rullestol pga. deres aldre, og så sjældent som det nu kan være, blinker de.
Inger. En høj, mager ældre dame, med kort, gråt hår. Hun kom tit til vores små weekendmøder i kirken, hvor vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Inger havde dog altid en smule travlt, og forsvarede altid sig selv. Efter hvad jeg ved, så havde hun ikke været gift eller været forlovet eller haft noget kørende med nogle mænd de sidste 20 år, men jeg mener at hun havde en masse nære venner. Sådan som jeg kendte Inger, var af de gange jeg spurgte hende om kage, og hun svarede:
,,Nå, så nu vil Konen forgifte de Ældre med en omgang kaloriebomber? Du skal ikke regne med det vælter mig af pinden! Jeg er skarpsindig og er en klog ugle. Du vil ligge i graven før jeg piler af og sænkes i jorden!”
Det var sådan jeg kendte Inger.
Når Fader endelig fortalte mig om mor, så han mig aldrig i øjnene, som om han skammede sig.
* 3
Trekantskæden
Langsomt vender jeg mig om på maven og kigger direkte ind i mit digitalur, der visser 22:00. Jeg lå i min støvede, sorte seng og tænkte over min fødselsdag. Det gik pludselig op for mig, at det rent faktisk var i næste uge. Præcist om: 6 dage. Jeg undrede mig over hvad jeg, fødselsdagsbarnet, skulle have med til klassen. Flødeboller? Slikposer? Men jeg havde i sinde, noget helt nyt, at have en lille tale. Den ville nogenlunde gå således:
Jeg har fødselsdag i dag, og havde tænkt mig at tage slik med indtil for en uge siden, hvor jeg fik denne idé. Hvorfor ikke lave en tale om hvad jeg synes om hver enkel person i klassen, og hvordan jeg synes vores klasse er? Og derfor har jeg betragtet alle personer i klassen de sidste par dage. Hvis der er nogen som synes, at dette lyder af nogle helvedes lange minutter eller heller vil have frikvarter så forlad klassen nu!
.. Der ville jeg så vente nogle sekunder og fortsætte, hvis altså ikke der var nogen som gik.
Niels. Jeg kender ikke dig nær så godt, som mange herinde. Men alligevel er jeg sikker på, at du har en vidunderlig personlighed. Som én af de 19 personer her i klassen, så ville jeg ligge dig sikkert i midten at trekantskæden.
Trekantskæden: En slags fødekæde over vores klasse. Et heaki, som viser hvor populær man er, eller i dette tilfælde, hvordan personen er.
Anne…
I mit indre scenarium forestillede jeg mig straks hendes sædvanlige stramme smil, og hendes store øjne kigge betænksomt op på mig.
… du er én af de få her i klassen, som jeg i starten af syvende snakkede meget med. På det tidspunkt troede jeg vi måske kunne blive gode veninder, men du havde fra den ene dag til den anden skiftet veninde. Og pludselig er jeg bare” pigen derover”. Du er en god person at være sammen med, hvis man som dengang er veninder med dig. Men ellers ville jeg bedømme dig, som en af de egoistiske duller her i klassen. Som ligger nederst… i trekantskæden.
Jeg kunne se det for mig. Hele klassen som ville sende hinanden blikket, og pludseligt viste de at dette ikke var for sjov. Men noget ret alvorligt.
Blikket: Et blik som fortæller, at det var ondt sagt eller det gjorde hun bare ikke. (Næsten som at have åben mund og stirre uhøfligt.)
Susanne. Du er jo min bedste veninde. Så du kan ikke forvente noget specielt kritik, da jeg ved alt om dig og din søde personlighed. Men…
Fra en skindene sol til et mat og meget aflangt ansigt, som viste at et men ikke var tegn på noget godt, faldt hendes smukke grå øjne ned mod kuglepennen i hendes hånd.
… fra andres vinker, kan der være nogle meget små detaljer som skal finpudses. Du har et knivskarpt våben. Nemlig din mund. Du bander og er bange for at give af dig. Du ligger i midten af trekantskæden.
Mikkel. Du er en meget stille fyr at have i klassen…
Lidt ligesom mig.
… og du er en flink fyr. Mere er der ikke at grave frem i. Du ligger også i midten at trekantskæden. Husk at du ikke skal finde dig i noget som helst fra ”littel-miss-sunshine”, som jeg kommer til nu.
Marie…
Det ville sikkert ikke overraske hende. Vi har aldrig rigtigt kunne snakke ordentligt sammen. Hun kritisere stort set alle, eller er det nu mest mig?
… du er kritikeren over alle kritikere. Ikke én kan du lade være i fred for dine kommentarer. Mange gange er det om de forskellige stile/tøj som personerne går i, eller også kan det være noget personerne ikke er gode til du skal plage dem med. I hvert fald så ved jeg, at det er noget du skal afvende dig med. Du ligger også nederst i trekantskæden.
Flere hoveder drejede omkring for at se ned i enden af klasselokalet hvor Marie sad. Men hun tog det ikke så tungt. ,,Hun var sku’ da bare ligeglad.”
Ellen. Du er en omsorgsfuld pige, der tager sig lidt af alle og en hver. Det er noget af det bedste ved dig. Ud over det er du en af vores få ”kloge hoveder” i klassen, i hvert fald i de fleste fag...
Ellen var bedsteveninder, eller var i hvert fald tæt knyttet, til Anne. Så hun lignede en der lyttede får at få det overstået. Jeg var sikker på at i frikvarteret, efter denne tale, ville der være en del personer som ville sende mig blikkene eller konstatere at dette var en stor fejl. Men indtil videre er det jo kun en drøm, og så behøver jeg ikke tage stilling til det.
... du ligger i toppen af trekantskæden.
Ellen var meget overrasket og havde hurtigt glemt alt om Anne, fordi hun var jo øverst i trekantskæden nu!
Simon. Du har utrolig meget energi, men bare ikke til skole. Du er en rar fyr, men kan også have et grimt sprog over for andre. Du er nogle gange ufølsom og uhøflig, mens andre du gange kan være usædvanlig rar. Men Simon. Tag stilling til hvad det er du vil. For der er ingen der gider at bruge tid på, at indrette sig efter hvad du er i humør til! Du er lige over nederst – midten.
Hans ansigt var stift, og han havde som sædvanlig det samme smil: En smule buge i siderne, som gør at han ser glad men bange ud, da han også har et stramt smil.
Christina og Rasmus…
Kæresteparret i klassen, som jeg havde tænkt at slå sammen i ét. De havde for resten også snart årsdag.
... Sammen er i et fornuftigt par, som er søde over for andre og glade for hinanden. Christina, du er ufattelig jaloux, og det går ud over nogen af dine veninder. Men du har til gengæld en fantastisk personlighed som veninde. Du ligger i midten af trekantskæden. Rasmus. Du er frisk, glad og morsom, og du er en god ven. Du gør aldrig nogen ondt, eller såre nogen (i hvert fald ikke hvad jeg ved), så du er i toppen af trekantskæden.
Jeg kunne pludselig føle hvor svært det var at komme videre. Også selvom det bare var i mine tanker. Alt det jeg sagde kom direkte fra hjertet. Måske var noget af det lidt hårdt. Men nogen gange skal man bare lige have det dårlige af vide, og så kan man ændre sig. Det var for deres eget bedste, og mit. At få fortalt dette til folk ville selvfølgelig ligge en byrde på mine skuldre, men de ville trods det vide hvad jeg følte om dem. Og på en eller anden måde måtte det være en fordel. Selvfølgelig havde jeg også tænkt mig at nævne noget at dette til sidst. Men jeg var jo først lige begyndt.
Iben. Jeg kigger lige nu på en utrolig flink pige. Hun er frisk og rar, men har som alle andre (også mig) mine mørke sider. Du kan være meget aggressiv, og kan (hvis man er uvenner med dig) sårer en så dybt at det næsten er løgn…
Meningen med dette var at kunne sætte hende tilbage til sjette klasse, hvor vi nærmest var fjender. Derefter frem til syvende og ottende, hvor vi var vildt gode veninder. Nu er vi mere… gået hver til sit.
… jeg vil placere dig, ligesom Simon, lige over nederst – altså midten.
Laura…
Hvisken i forskellige kroge af klassen, og en smule snakken. Men jeg var kold. Dette var noget jeg ville igennem.
… du er en super sød og flink pige, som er venner og veninder med alle i klassen, stort set. Du var engang en af dem jeg var meget sammen med, men det har aftaget en smule, og nu snakker vi ikke nær så meget sammen mere. Men alt i alt er du en dejlig og omsorgsfuld pige. Ud over det så ved jeg at du tit har sagt til mig at jeg er underlig eller mærkelig. Det er noget der kommer ud af din mund, og det er dine ord. Så det siger mig ikke så meget, men havde det været en anden har fra klassen, så kunne jeg havde været skeptisk. Men du er en glad pige, som jeg personligt ikke har noget imod. Men alligevel kan du ikke komme højt nok op i toppen. Så du ligger sammen med en del andre i midten af trekantskæden.
Et øjeblik sad hun og kiggede op på mig, som om hun ikke forstod en pind. Men jeg vidste at beskeden nok skulle gå igennem. Hun viste i hvert fald at alt var positivt.
Mads…
Mads havde engang været en af mine meget gode venner, men nu var han den populære, seje dreng i klassen, som altid spillede smart. Ærligt talt, så var han en blærerøv som jeg på et tidspunkt havde hadet. Men jeg havde egentlig ikke noget godt grundlag for det.
… du er en utålelig fyr nogen dage, og kan være vildt irriterende. Men på andre dage er du flink og frisk. Men skole er du ikke til. Du kan ikke tage dig sammen! Og sådan er du. Langsom i ”den” udvikling. Du er en blærerøv med mange ting, og er ikke speciel følsom eller venlig over for dem du ikke kender eller dem der ikke er dine venner eller veninder. Så surt ”prins trans” du ligger nederst i trekantskæden.
Det var noget jeg havde haft lyst til at sige tit, men det var først nu det var kommet ud. En lettelse, på en måde.
Cathrine. En af mine allerbedste veninder. Du er klog, sød og har en god attitude. Du har lidt af din egen stil og dit netværk i klassen rækker sig ud til alle sider. Jeg kan ikke sige andet end at du er enorm flink og kærlig. Men pga. at du er min veninde ændre det desværre ikke din stilling. Men du ligger i midten i trekantskæden.
Cathrine sad med sine smukke øjne og sit flotte orange- røde hår og kiggede op mod mig. Nød de fine ord, og det var jo bare godt for hende. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at give et lille smil fra mig. Hun beroligede mig en smule, og gjorde at jeg ikke var nær så nervøs.
Signe. Den anden af mine gode veninder. Du er fantastisk i situationer hvor du skal hjælpe folk. Du har medlidenhed med folk i din klasse, og ellers har du som Cathrine et netværk som strækker sig ud til alle sider af klassen. Du har nogle meget høje forventninger til dig selv omkring karakter, og nogen gange kan det stige dig til hovedet. Det er nok din svaghed. Du ligger også i midten af trekantskæden.
Anders. Du har en hjerne som indeholder så meget viden, at dine karakterer nærmest eksplodere. Du er en flink fyr. Men jeg kender dig ikke alt for godt. Jeg ved bare alt du er ligeså god som vores matematiklærer til matematik. Men du ligger som de fleste i midten i trekantskæden. Jeg har i hvert fald ikke set dig vise medfølelse eller noget i den stil den sidste uge.
Jeg kørte lige på og hårdt. Nu var jeg nemlig ved at miste stemmen. Min fornemmelse sagde at jeg havde brugt omkring 10 minutter, mens de andres ansigter sagde en halv time. Men nu ville jeg gøre dette færdigt, nu hvor jeg endelig kom i gang.
Lars. Jeg ved ikke meget om dig. Så jeg har valgt ikke at sætte dig på trekantskæden.
Lars har altid været en person som ikke sagde så meget. Men jeg havde på fornemmelsen, at han bare manglede noget selvtillid. Hans karakter sagde ikke så meget, det var middel (lige som mine). Så at bedømme ham ud for hvad jeg ”tror”, det ville bare ikke være i orden.
Jens…
Jens skulle rykke op i tiende klasse, mens vi andre blev siddende i niende.
… du er den klogeste person jeg kender, og virker flink og rar. Men klogere er jeg ikke blevet på dig i løbet af disse tre år vi har gået i klasse sammen. Men jeg ved at du er en smule ”din egen”, og det respektere jeg. Så jens, du ligger i midten i trekantskæden.
Jeg kiggede mig omkring i klassen, og kiggede efter Lisa. Pigen jeg ikke viste om jeg viste hvem hun er/var eller bliver.
Lisa. Vi var gode veninder i sjette, og derfra ved jeg at du er kærlig. Men i løbet af syvende snakkede vi ikke mere sammen, og i ottende kritiserede du mit tøj. Op til flere gange. Det gjorde at jeg så dig i et andet lys, og det er hvad der har gjort at du ligger nederst i trekantskæden, som en dulle.
”Dulle”, det ord kunne man godt se klassen ikke forstod. Lisa? En dulle? Og ja, det var hvad jeg havde at sige til hende! Blikkene blev i smug sendt rundt.
Andreas…
Andreas er for udlandet, og er kommet her til sidste år. Han kan næsten ikke dansk, så jeg gjorde det kort.
… du er sikkert en god ven at have, men jeg (og heller ikke resten af klassen) ved særligt meget om dig. Og du har din egen stil og det er fedt. Jeg har ikke mere at sige til dig, kun at du heller ikke er blevet sat ind i trekantskæden.
Jeg havde det præcist som med Lars. Uhøfligt hvis jeg bedømte på hvad jeg ”tror”.
Jeg nærmede mig langsomt slutningen, og nu var der kun 1 personer tilbage.
Jeppe. Du er en morsom og sjov fyr. Du klarer dig godt som person her i klassen, og du har humor…
Jeppe i en nøddeskal.
… du kan godt være meget irriterende og drille-agtig, men jeg ved at du er en god fyr at have i klassen. Også selvom du elsker at diskutere med vores historielærer om alt fra stenalderen til nu. Du er blevet lagt i midten af trekantskæden.
Min drøm var forbi. Var det sådan jeg ville have det det skulle være? Jeg var ikke sikker. Men jeg ville alligevel ikke turde gøre det. Sikke dog en dum overvejelse. 22:56, og GODNAT!
En historie jeg skrev dagen før min fødselsdag. :)
- Baseret på mine følelser.
Langsomt vender jeg mig om på maven og kigger direkte ind i mit digitalur, der visser 22:00. Jeg lå i min støvede, sorte seng og tænkte over min fødselsdag. Det gik pludselig op for mig, at det rent faktisk var i næste uge. Præcist om: 6 dage. Jeg undrede mig over hvad jeg, fødselsdagsbarnet, skulle have med til klassen. Flødeboller? Slikposer? Men jeg havde i sinde, noget helt nyt, at have en lille tale. Den ville nogenlunde gå således:
Jeg har fødselsdag i dag, og havde tænkt mig at tage slik med indtil for en uge siden, hvor jeg fik denne idé. Hvorfor ikke lave en tale om hvad jeg synes om hver enkel person i klassen, og hvordan jeg synes vores klasse er? Og derfor har jeg betragtet alle personer i klassen de sidste par dage. Hvis der er nogen som synes, at dette lyder af nogle helvedes lange minutter eller heller vil have frikvarter så forlad klassen nu!
.. Der ville jeg så vente nogle sekunder og fortsætte, hvis altså ikke der var nogen som gik.
Niels. Jeg kender ikke dig nær så godt, som mange herinde. Men alligevel er jeg sikker på, at du har en vidunderlig personlighed. Som én af de 19 personer her i klassen, så ville jeg ligge dig sikkert i midten at trekantskæden.
Trekantskæden: En slags fødekæde over vores klasse. Et heaki, som viser hvor populær man er, eller i dette tilfælde, hvordan personen er.
Anne…
I mit indre scenarium forestillede jeg mig straks hendes sædvanlige stramme smil, og hendes store øjne kigge betænksomt op på mig.
… du er én af de få her i klassen, som jeg i starten af syvende snakkede meget med. På det tidspunkt troede jeg vi måske kunne blive gode veninder, men du havde fra den ene dag til den anden skiftet veninde. Og pludselig er jeg bare” pigen derover”. Du er en god person at være sammen med, hvis man som dengang er veninder med dig. Men ellers ville jeg bedømme dig, som en af de egoistiske duller her i klassen. Som ligger nederst… i trekantskæden.
Jeg kunne se det for mig. Hele klassen som ville sende hinanden blikket, og pludseligt viste de at dette ikke var for sjov. Men noget ret alvorligt.
Blikket: Et blik som fortæller, at det var ondt sagt eller det gjorde hun bare ikke. (Næsten som at have åben mund og stirre uhøfligt.)
Susanne. Du er jo min bedste veninde. Så du kan ikke forvente noget specielt kritik, da jeg ved alt om dig og din søde personlighed. Men…
Fra en skindene sol til et mat og meget aflangt ansigt, som viste at et men ikke var tegn på noget godt, faldt hendes smukke grå øjne ned mod kuglepennen i hendes hånd.
… fra andres vinker, kan der være nogle meget små detaljer som skal finpudses. Du har et knivskarpt våben. Nemlig din mund. Du bander og er bange for at give af dig. Du ligger i midten af trekantskæden.
Mikkel. Du er en meget stille fyr at have i klassen…
Lidt ligesom mig.
… og du er en flink fyr. Mere er der ikke at grave frem i. Du ligger også i midten at trekantskæden. Husk at du ikke skal finde dig i noget som helst fra ”littel-miss-sunshine”, som jeg kommer til nu.
Marie…
Det ville sikkert ikke overraske hende. Vi har aldrig rigtigt kunne snakke ordentligt sammen. Hun kritisere stort set alle, eller er det nu mest mig?
… du er kritikeren over alle kritikere. Ikke én kan du lade være i fred for dine kommentarer. Mange gange er det om de forskellige stile/tøj som personerne går i, eller også kan det være noget personerne ikke er gode til du skal plage dem med. I hvert fald så ved jeg, at det er noget du skal afvende dig med. Du ligger også nederst i trekantskæden.
Flere hoveder drejede omkring for at se ned i enden af klasselokalet hvor Marie sad. Men hun tog det ikke så tungt. ,,Hun var sku’ da bare ligeglad.”
Ellen. Du er en omsorgsfuld pige, der tager sig lidt af alle og en hver. Det er noget af det bedste ved dig. Ud over det er du en af vores få ”kloge hoveder” i klassen, i hvert fald i de fleste fag...
Ellen var bedsteveninder, eller var i hvert fald tæt knyttet, til Anne. Så hun lignede en der lyttede får at få det overstået. Jeg var sikker på at i frikvarteret, efter denne tale, ville der være en del personer som ville sende mig blikkene eller konstatere at dette var en stor fejl. Men indtil videre er det jo kun en drøm, og så behøver jeg ikke tage stilling til det.
... du ligger i toppen af trekantskæden.
Ellen var meget overrasket og havde hurtigt glemt alt om Anne, fordi hun var jo øverst i trekantskæden nu!
Simon. Du har utrolig meget energi, men bare ikke til skole. Du er en rar fyr, men kan også have et grimt sprog over for andre. Du er nogle gange ufølsom og uhøflig, mens andre du gange kan være usædvanlig rar. Men Simon. Tag stilling til hvad det er du vil. For der er ingen der gider at bruge tid på, at indrette sig efter hvad du er i humør til! Du er lige over nederst – midten.
Hans ansigt var stift, og han havde som sædvanlig det samme smil: En smule buge i siderne, som gør at han ser glad men bange ud, da han også har et stramt smil.
Christina og Rasmus…
Kæresteparret i klassen, som jeg havde tænkt at slå sammen i ét. De havde for resten også snart årsdag.
... Sammen er i et fornuftigt par, som er søde over for andre og glade for hinanden. Christina, du er ufattelig jaloux, og det går ud over nogen af dine veninder. Men du har til gengæld en fantastisk personlighed som veninde. Du ligger i midten af trekantskæden. Rasmus. Du er frisk, glad og morsom, og du er en god ven. Du gør aldrig nogen ondt, eller såre nogen (i hvert fald ikke hvad jeg ved), så du er i toppen af trekantskæden.
Jeg kunne pludselig føle hvor svært det var at komme videre. Også selvom det bare var i mine tanker. Alt det jeg sagde kom direkte fra hjertet. Måske var noget af det lidt hårdt. Men nogen gange skal man bare lige have det dårlige af vide, og så kan man ændre sig. Det var for deres eget bedste, og mit. At få fortalt dette til folk ville selvfølgelig ligge en byrde på mine skuldre, men de ville trods det vide hvad jeg følte om dem. Og på en eller anden måde måtte det være en fordel. Selvfølgelig havde jeg også tænkt mig at nævne noget at dette til sidst. Men jeg var jo først lige begyndt.
Iben. Jeg kigger lige nu på en utrolig flink pige. Hun er frisk og rar, men har som alle andre (også mig) mine mørke sider. Du kan være meget aggressiv, og kan (hvis man er uvenner med dig) sårer en så dybt at det næsten er løgn…
Meningen med dette var at kunne sætte hende tilbage til sjette klasse, hvor vi nærmest var fjender. Derefter frem til syvende og ottende, hvor vi var vildt gode veninder. Nu er vi mere… gået hver til sit.
… jeg vil placere dig, ligesom Simon, lige over nederst – altså midten.
Laura…
Hvisken i forskellige kroge af klassen, og en smule snakken. Men jeg var kold. Dette var noget jeg ville igennem.
… du er en super sød og flink pige, som er venner og veninder med alle i klassen, stort set. Du var engang en af dem jeg var meget sammen med, men det har aftaget en smule, og nu snakker vi ikke nær så meget sammen mere. Men alt i alt er du en dejlig og omsorgsfuld pige. Ud over det så ved jeg at du tit har sagt til mig at jeg er underlig eller mærkelig. Det er noget der kommer ud af din mund, og det er dine ord. Så det siger mig ikke så meget, men havde det været en anden har fra klassen, så kunne jeg havde været skeptisk. Men du er en glad pige, som jeg personligt ikke har noget imod. Men alligevel kan du ikke komme højt nok op i toppen. Så du ligger sammen med en del andre i midten af trekantskæden.
Et øjeblik sad hun og kiggede op på mig, som om hun ikke forstod en pind. Men jeg vidste at beskeden nok skulle gå igennem. Hun viste i hvert fald at alt var positivt.
Mads…
Mads havde engang været en af mine meget gode venner, men nu var han den populære, seje dreng i klassen, som altid spillede smart. Ærligt talt, så var han en blærerøv som jeg på et tidspunkt havde hadet. Men jeg havde egentlig ikke noget godt grundlag for det.
… du er en utålelig fyr nogen dage, og kan være vildt irriterende. Men på andre dage er du flink og frisk. Men skole er du ikke til. Du kan ikke tage dig sammen! Og sådan er du. Langsom i ”den” udvikling. Du er en blærerøv med mange ting, og er ikke speciel følsom eller venlig over for dem du ikke kender eller dem der ikke er dine venner eller veninder. Så surt ”prins trans” du ligger nederst i trekantskæden.
Det var noget jeg havde haft lyst til at sige tit, men det var først nu det var kommet ud. En lettelse, på en måde.
Cathrine. En af mine allerbedste veninder. Du er klog, sød og har en god attitude. Du har lidt af din egen stil og dit netværk i klassen rækker sig ud til alle sider. Jeg kan ikke sige andet end at du er enorm flink og kærlig. Men pga. at du er min veninde ændre det desværre ikke din stilling. Men du ligger i midten i trekantskæden.
Cathrine sad med sine smukke øjne og sit flotte orange- røde hår og kiggede op mod mig. Nød de fine ord, og det var jo bare godt for hende. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at give et lille smil fra mig. Hun beroligede mig en smule, og gjorde at jeg ikke var nær så nervøs.
Signe. Den anden af mine gode veninder. Du er fantastisk i situationer hvor du skal hjælpe folk. Du har medlidenhed med folk i din klasse, og ellers har du som Cathrine et netværk som strækker sig ud til alle sider af klassen. Du har nogle meget høje forventninger til dig selv omkring karakter, og nogen gange kan det stige dig til hovedet. Det er nok din svaghed. Du ligger også i midten af trekantskæden.
Anders. Du har en hjerne som indeholder så meget viden, at dine karakterer nærmest eksplodere. Du er en flink fyr. Men jeg kender dig ikke alt for godt. Jeg ved bare alt du er ligeså god som vores matematiklærer til matematik. Men du ligger som de fleste i midten i trekantskæden. Jeg har i hvert fald ikke set dig vise medfølelse eller noget i den stil den sidste uge.
Jeg kørte lige på og hårdt. Nu var jeg nemlig ved at miste stemmen. Min fornemmelse sagde at jeg havde brugt omkring 10 minutter, mens de andres ansigter sagde en halv time. Men nu ville jeg gøre dette færdigt, nu hvor jeg endelig kom i gang.
Lars. Jeg ved ikke meget om dig. Så jeg har valgt ikke at sætte dig på trekantskæden.
Lars har altid været en person som ikke sagde så meget. Men jeg havde på fornemmelsen, at han bare manglede noget selvtillid. Hans karakter sagde ikke så meget, det var middel (lige som mine). Så at bedømme ham ud for hvad jeg ”tror”, det ville bare ikke være i orden.
Jens…
Jens skulle rykke op i tiende klasse, mens vi andre blev siddende i niende.
… du er den klogeste person jeg kender, og virker flink og rar. Men klogere er jeg ikke blevet på dig i løbet af disse tre år vi har gået i klasse sammen. Men jeg ved at du er en smule ”din egen”, og det respektere jeg. Så jens, du ligger i midten i trekantskæden.
Jeg kiggede mig omkring i klassen, og kiggede efter Lisa. Pigen jeg ikke viste om jeg viste hvem hun er/var eller bliver.
Lisa. Vi var gode veninder i sjette, og derfra ved jeg at du er kærlig. Men i løbet af syvende snakkede vi ikke mere sammen, og i ottende kritiserede du mit tøj. Op til flere gange. Det gjorde at jeg så dig i et andet lys, og det er hvad der har gjort at du ligger nederst i trekantskæden, som en dulle.
”Dulle”, det ord kunne man godt se klassen ikke forstod. Lisa? En dulle? Og ja, det var hvad jeg havde at sige til hende! Blikkene blev i smug sendt rundt.
Andreas…
Andreas er for udlandet, og er kommet her til sidste år. Han kan næsten ikke dansk, så jeg gjorde det kort.
… du er sikkert en god ven at have, men jeg (og heller ikke resten af klassen) ved særligt meget om dig. Og du har din egen stil og det er fedt. Jeg har ikke mere at sige til dig, kun at du heller ikke er blevet sat ind i trekantskæden.
Jeg havde det præcist som med Lars. Uhøfligt hvis jeg bedømte på hvad jeg ”tror”.
Jeg nærmede mig langsomt slutningen, og nu var der kun 1 personer tilbage.
Jeppe. Du er en morsom og sjov fyr. Du klarer dig godt som person her i klassen, og du har humor…
Jeppe i en nøddeskal.
… du kan godt være meget irriterende og drille-agtig, men jeg ved at du er en god fyr at have i klassen. Også selvom du elsker at diskutere med vores historielærer om alt fra stenalderen til nu. Du er blevet lagt i midten af trekantskæden.
Min drøm var forbi. Var det sådan jeg ville have det det skulle være? Jeg var ikke sikker. Men jeg ville alligevel ikke turde gøre det. Sikke dog en dum overvejelse. 22:56, og GODNAT!
En historie jeg skrev dagen før min fødselsdag. :)
- Baseret på mine følelser.
* 2
Pigen i vinduet
,,Klokken er nu 22, og vi slår over til natradio. Du hører…” Trine slukkede for radioen. Hendes dyne var varm og svedig, og hendes pude en smule fugtig efter tårer. Følelsen af at hendes krop var som en kogeplade gjorde, at hun blev nød til at rejse sig fra sengen og vandre en smule rundt i det kølige værelse. Helle bankede på døren og spurgte:
,,Hvordan går det med feberen?” Trine tog sig hurtigt til panden og mærkede efter og svarede:
,,Fint mor! Lad mig nu være i fred, jeg prøver på at sove!” Hun gad ikke hører mere på Helle og hendes medlidenhed. Trine vidste godt, at når hun havde brugt to sekunder på medlidenhed, så gik hun direkte ind ved siden af til tv’et og så blev nyhederne pludselig mere interessante. Det var også grunden til at Trine var sluppet af sted med feber. Ikke én gang har hun prøvet på at tage hendes temperatur eller noget i den stil.
,,Nåh syg siger du? Så bliv du hellere hjemme.” Ud over det var det bare så tjek med banken på døren, og et så kort spørgsmål som muligt. Det er vidst heller ikke gået op for Helle endnu, at Trine har haft omkring tyve sygedage på de fire måneder som er gået af skoleåret.
Trine havde ingen far, men Helle havde altid en mand. På den måde var Helle aldrig alene. Helle havde også altid fat i noget sne, pulver eller nåle. Det gjorde at hun altid var lykkelig. Trine havde aldrig gjort nogle af de ting, da hun op til flere gange havde set, hvordan Helle havde mistet besindelsen af det. Trine havde derimod drukket meget i en periode.
,,Tror du at du er klar til i morgen?” Helle bankede på døren igen.
,,Nej! Og lad mig nu være!” Trine havde fået nok af Helle, og satte sig op i vinduet får at kigge ud over kirkegården.
,,Nåh, hvordan går det døde mennesker?” Trine så ud over de mange gravstene, og tænkte på, hvor lang tid der mon går før hun ligger i jorden og rådner?
,,Hej Frk.” Et spøgelse satte sig ved hendes side og smilte.
,,Hej. Og du er?” Trine så undrende på det gennemsigtige spøgelse, som fløj oppe over gulvet.
,,Minna. Jeg ligger til højre for træet dér.” Minna pegede over mod et egetræ som stod i et hjørne af Kirkegården.
,,Aha?” Trine så mistroisk på spøgelset.
,,Hvor gammel er du? Hvordan døde du?” Spurgte hun koldblodigt.
,,Jeg døde engang da jeg var på vej over et lyskryds. Fodgænger. Jeg blev 17.” Minna smilede, og stod helt tæt op af Trine.
,,Okay?” Trine trak sit hoved en smule tilbage, og da det ikke hjalp specielt meget, gik hun ned og satte sig på sin seng. Minna var væk. Trine rystede på hovedet og lagde sig under sin varme dyne.
,,Trine? Hvordan har du det?”
Næste morgen var begyndt.
,,Jeg har… lidt mere… ikke?” Helle så frustreret ned på Trine.
,,Hvis du vil have jeg skal kunne forstå dig, så må du heller vågne op!”
,,Nej.” Trine vendte og drejede sig. Endnu en morgen, som hun ikke have lyst til at vågne op til.
Så langt er jeg nået med den. ;)
,,Klokken er nu 22, og vi slår over til natradio. Du hører…” Trine slukkede for radioen. Hendes dyne var varm og svedig, og hendes pude en smule fugtig efter tårer. Følelsen af at hendes krop var som en kogeplade gjorde, at hun blev nød til at rejse sig fra sengen og vandre en smule rundt i det kølige værelse. Helle bankede på døren og spurgte:
,,Hvordan går det med feberen?” Trine tog sig hurtigt til panden og mærkede efter og svarede:
,,Fint mor! Lad mig nu være i fred, jeg prøver på at sove!” Hun gad ikke hører mere på Helle og hendes medlidenhed. Trine vidste godt, at når hun havde brugt to sekunder på medlidenhed, så gik hun direkte ind ved siden af til tv’et og så blev nyhederne pludselig mere interessante. Det var også grunden til at Trine var sluppet af sted med feber. Ikke én gang har hun prøvet på at tage hendes temperatur eller noget i den stil.
,,Nåh syg siger du? Så bliv du hellere hjemme.” Ud over det var det bare så tjek med banken på døren, og et så kort spørgsmål som muligt. Det er vidst heller ikke gået op for Helle endnu, at Trine har haft omkring tyve sygedage på de fire måneder som er gået af skoleåret.
Trine havde ingen far, men Helle havde altid en mand. På den måde var Helle aldrig alene. Helle havde også altid fat i noget sne, pulver eller nåle. Det gjorde at hun altid var lykkelig. Trine havde aldrig gjort nogle af de ting, da hun op til flere gange havde set, hvordan Helle havde mistet besindelsen af det. Trine havde derimod drukket meget i en periode.
,,Tror du at du er klar til i morgen?” Helle bankede på døren igen.
,,Nej! Og lad mig nu være!” Trine havde fået nok af Helle, og satte sig op i vinduet får at kigge ud over kirkegården.
,,Nåh, hvordan går det døde mennesker?” Trine så ud over de mange gravstene, og tænkte på, hvor lang tid der mon går før hun ligger i jorden og rådner?
,,Hej Frk.” Et spøgelse satte sig ved hendes side og smilte.
,,Hej. Og du er?” Trine så undrende på det gennemsigtige spøgelse, som fløj oppe over gulvet.
,,Minna. Jeg ligger til højre for træet dér.” Minna pegede over mod et egetræ som stod i et hjørne af Kirkegården.
,,Aha?” Trine så mistroisk på spøgelset.
,,Hvor gammel er du? Hvordan døde du?” Spurgte hun koldblodigt.
,,Jeg døde engang da jeg var på vej over et lyskryds. Fodgænger. Jeg blev 17.” Minna smilede, og stod helt tæt op af Trine.
,,Okay?” Trine trak sit hoved en smule tilbage, og da det ikke hjalp specielt meget, gik hun ned og satte sig på sin seng. Minna var væk. Trine rystede på hovedet og lagde sig under sin varme dyne.
,,Trine? Hvordan har du det?”
Næste morgen var begyndt.
,,Jeg har… lidt mere… ikke?” Helle så frustreret ned på Trine.
,,Hvis du vil have jeg skal kunne forstå dig, så må du heller vågne op!”
,,Nej.” Trine vendte og drejede sig. Endnu en morgen, som hun ikke have lyst til at vågne op til.
Så langt er jeg nået med den. ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)